tirsdag, januar 04, 2005

Nytårstanker som allerede smuldrer!

Har ikke rigtig nogen nytårsforsætter, men fik den idé, at jeg hver dag skulle hækle en oldemor-firkant af nogen af alle mine strømperester for at få bugt med dem. Intentionen var at lave det største og mest hyggeligt slumretæppe. Gik godt de første 2 dage i året. Nu har vi den 4. januar og jeg har stadig kun 2 lapper.........Ender nok med at blive til et lille bitte tæppe der kun kan dække halvdelen af hundekurven!

Ellers har jeg gang i et lille juleferie-projekt. Måtte jo egentlig ikke starte på noget før sukkertrøjen var færdig, men når nu ens barn spørger om mor ikke vil strikke en slå-om trøje i mohair, ja så siger man da ikke nej, selvom man ikke bryder sig specielt meget om at strikke i mohairgarn. Underligt med mohair. Jeg synes det er vildt lækkert. Har efterhånden købt en del af det. Tørklæder og bluser/trøjer i mohair er luftige, varme, lette og dejlige, men det er ikke fedt at strikke med - i hvert fald ikke efter min mening. Men jeg har fået strikket ryggen, begge forstykker og det 1. ærme er lige blevet færdig. Med lidt held kan jeg få hele trøjen færdig i morgen.

Yngstemand har været i legestue for 1. gang i dag efter juleferien og jeg har nydt roen i huset. Har været helt alene hjemme (hvis man ser bort fra hund, kat og ørkenrotte) og har tilladt mig selv bare at dase i sofaen med strikketøjet. Men nu skal jeg afsted for at hente ham, så jeg er den der er ilet.

1 kommentar:

  1. Hej !
    Jeg har det ligesom dig med mohair-garn .... det er utrolig lækkert i bl.a. sjaler og tørklæder.
    Det er sådan set også OK at strikke med, men det er hæsligt at pille op ....

    Hej fra Dorte

    SvarSlet